Participants in the European Master’s Programme in Human Rights and Democratisation learn a mix of theory and practical skills. © EMA
Den EU-finansierede masteruddannelse klæder menneskerettighedsaktivister på til succes.
Seneste opdateret den Tirsdag, 29/09/2020
Kunne du tænke dig at veksle din passion for menneskerettigheder med en karriere, der kan gøre en forskel? En EU-finansieret masteruddannelse tilbyder undervisning i verdensklasse, internationale studieture og støtte efter endt uddannelse til at finde drømmejobbet.
Se denne video for at høre, hvad de studerende har at sige.
Global Campus of Human Rights er et internationalt netværk af 100 universiteter. Det finansieres af EU og fungerer som et koordinationsknudepunkt for eksperter i menneskerettigheder og menneskelige ressourcer fra alle hjørner af verden. Dets vigtigste undervisningsprogram, Det Europæiske Masterprogram i Menneskerettigheder og Demokratisering, blev oprettet i 1997, hvilket gør det til den længstvarende EU-finansierede masteruddannelse.
Hvert år bliver de 15 kandidater med det højeste karaktergennemsnit tilbudt betalte praktikophold hos eksempelvis FN og EU. Moana Genevey, 27 år og fra Frankrig, deltog i et af disse praktikophold i EU-delegationen ved De Forenede Nationer i New York efter afsluttet kandidatuddannelse i 2015.
"Det var en fantastisk erhvervserfaring," siger Moana. "Jeg tilbragte fem måneder der og fik et indgående kendskab til, hvordan både FN og EU fungerer, samtidig med at jeg boede i en meget dynamisk by."
Ni ud af ti kandidater har fået job i relevante offentlige organisationer, internationale organisationer, institutioner og NGO'er, private virksomheder eller på universiteter. Det er meningen, at programmet skal fortsætte med at støtte de studerende efter afsluttet uddannelse. EMAlumni Association yder støtte i forbindelse med fremtidige projekter og karriereudvikling.
Nye færdigheder i en social sammenhæng
Den etårige uddannelse indeholder en blanding af teori og praktiske færdigheder. Uddannelsen har 100 studerende årligt fra EU og andre steder og omfatter en studietur, så deltagerne kan fordybe sig i deres favoritemne — f.eks. demokrati og jura — i et virkeligt miljø.
Ungarske Emoke Bebiak på 31 år nød kursets sociale aspekt og de studerendes mangfoldighed.
"Det, der virkelig overraskede mig, var mængden af informationer, som jeg fik fra mine medstuderende", siger hun.
Emoke kunne ofte dele erfaringer over aftensmaden og på gåture med sine medstuderende, som kom fra alle dele af verden. Hun arbejder nu i Genève i Schweiz for Right Livelihood Foundation.
"Det, jeg syntes bedst om, var mangfoldigheden," siger belgiske Danaé Coquelet. "Studieturen bragte folk sammen fra alle dele af verden, som havde studeret inden for forskellige områder."
I løbet af sit andet semester lærte Danaé, der nu er 27 år, om migration og de mellemøstlige sammenhænge ved Saint Joseph-universitet i Beirut. Hun arbejder nu som attaché for Belgiens flygtningegenbosættelsesprogram.
"Mine EMA-studier og min forskning i marken i Libanon hjalp mig med at opbygge den ekspertise, jeg havde brug for," siger hun.
Kurset er åbent for alle, som har en uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau inden for et relevant område, f.eks. jura og samfundsvidenskab. Der er desuden seks tilknyttede masteruddannelser, som fokuserer på specifikke regioner. Global Campus of Human Rights' websted indeholder oplysninger om, hvornår der er åbent for ansøgninger i løbet af året, og hvordan du kan ansøge.