Hvordan begrænser jeg mit CO2-fodaftryk?
Seneste opdateret den Tirsdag, 19/03/2024
Mad, rejser, opvarmning af boligen ... Hvilket CO2-fodaftryk har det, og hvordan kan vi træffe mere klimavenlige valg?
Når du kører i din bil, køber et par sneakers eller griller en bøf, bidrager du til udledningen af kuldioxid og andre drivhusgasser i atmosfæren. Det er dit CO2-fodaftryk. Mange lande, institutioner og virksomheder har forpligtet sig til at reducere deres udledning, men EU har taget skridtet videre og sat sig som mål at være "klimaneutral" inden 2050. Som enkeltperson kan du også anslå dit CO2-fodaftryk og reducere det. Find ud af hvordan.
Hvad er et CO2-fodaftryk?
Drivhusgasser udledes via produktion og forbrug af varer og tjenester. CO2-fodaftrykket er et begreb, der anvendes til at kvantificere en aktivitets, en persons eller et lands indvirkning på klimaændringerne.
Hvor meget CO2 udleder fremstillingen af din T-shirt, din mad eller din telefon? Mængden afhænger af produktions- og forbrugsvalg. Hvis vi f.eks. ser på transport, så udleder det 285 g CO2 pr. kilometer at tage flyet sammenlignet med 104 g for en bil og 14 g for et tog. Det samme gælder for den type kød eller fisk, du spiser, eller den type jeans, du køber.
Hvorfor har det noget med dig at gøre?
Verdens syv milliarder mennesker forbruger en varierende del af jordens ressourcer. Ifølge FN's forudsigelser kan den globale befolkning nå op på 9,7 mia. mennesker i 2050 og over 11 mia. i 2100. En voksende befolkning øger udledningen og udtømmer jordens ressourcer.
Øgede drivhusgasemissioner har en direkte indvirkning på den globale opvarmning. Det fremskynder klimaændringerne med katastrofale konsekvenser for vores planet til følge. Vi kan alle bidrage til at bekæmpe den globale opvarmning ved at træffe klimavenlige valg i hverdagen.
Hvordan begrænser du dit CO2-fodaftryk?
At forstå dit CO2-aftryk kan hjælpe dig med at begrænse dit forbrugs indvirkning på miljøet. Der findes forskellige onlineløsninger, der kan hjælpe dig med at anslå dit CO2-fodaftryk.
Små ændringer kan gøre en stor forskel på langt sigt, f.eks. i forbindelse med transport, mad, tøj, affald osv. Her er nogle tips:
Mad
- Brug lokale produkter, der er i sæson (glem alt om jordbær om vinteren)
- Begræns dit forbrug af kød, især oksekød
- Vælg fisk fra bæredygtigt fiskeri
- Tag genanvendelige indkøbsposer med, og undgå produkter med for megen plastemballage
- Sørg for kun at købe det, du har brug for, for at undgå spild
Beklædning
- Pas godt på dit tøj
- Prøv at bytte, låne, leje eller købe brugt
- Køb tøj, der fremstillet på en ansvarlig måde, f.eks. af genanvendte materialer eller med miljømærke
Transport
- Tag cyklen eller offentlig transport
- Tænk over, hvornår og hvordan du kører
- Prøv toget, næste gang du skal på ferie
Energi og affald
- Skru varmen et trin ned – så gør du en forskel
- Tag korte brusebade
- Sluk for vandet, mens du børster tænder eller vasker op
- Træk stikket til dit elektroniske udstyr ud, og lad ikke telefonen lade, når batteriet allerede er fuldt opladet
- Gem ikke unødvendige data i skyen (læs mere om dit digitale fodaftryk!)
- Vælg energieffektive produkter med et A-mærke (EU-energimærke)
- Begræns og genanvend dit affald