Hvis du brænder for scenekunst, så er du kommet til det helt rette sted. Zagreb er hjemsted for næsten 20 teatre og scener, både sæsonbestemte og permanente, som lægger gulv til hver en niche. Det Kroatiske Nationalteater fungerer både som opera- og ballethus, mens Satiričko kazalište Kerempuh, der er opkaldt efter en folkehelt, er dedikeret til satireteater. Kan du lide musicals? Så bør du besøge teatret Komedija, som ligger i gaden Kaptol. Zagreb er også hjemby for den kendte kroatiske skuespiller Luka Peroš, som medvirkede i Netflix-serien Papirhuset (La Casa de Papel). Når du besøger Kroatiens hovedstad, må du ikke gå glip af det finurlige Museum of Broken Relationships, hvor diverse ting og sager fra endte romantiske forhold er udstillet.
Tæt på det sted, hvor floderne Sava, Drava og Donau løber sammen, ligger Osijek, den fjerdestørste by i Kroatien. Osijeks kroatiske nationalteater, der blev bygget i 1866, er en af de vigtigste kulturinstitutioner i byen og viser både teater, ballet, opera og sågar dukketeater. Om sommeren er Osijek vært for Summer Nights-festivalen, der byder på musik og sceneoptræden, mens der om vinteren vises teaterforestillinger og fremføres litterære værker på Miroslav Krleža-festivalen. Når du besøger Osijek, skal du huske at se gangbroen over floden Drava – byens ikoniske vartegn.
Som Europæisk Kulturhovedstad i 2022 var Novi Sad vært for mere end 1 500 kulturelle begivenheder, mange i samarbejde med internationale kunstnere. Dublin Theater Festival, den italienske teatergruppe CapoTrave og Göteborgs danse- og teaterfestival var alle en del af det pulserende line-up, da det var Novi Sads tur til at påføre sig den kulturelle kappe. Få en unik oplevelse, og besøg de nye, mobile Kulturstationer, hvor du finder moderne kulturelle optrædener i smukt restaurerede historiske bygninger. Gå ikke glip af Novi Sads gadekunst og gavlmalerier, som du finder overalt i byens centrum.
Du behøver ikke at tage længere end til Timișoara – en af de tre europæiske kulturhovedstæder i 2023 – for at opleve historiens vingesus. Ikke mindre end 60 historiske monumenter pryder byen, som også har 36 parker og grønne områder, hvis du trænger til lidt natur – herunder den flotte rosenpark med blomster i fuldt flor fra maj måned. Timișoara er den eneste by i Rumænien med tre nationalteatre. Du finder et bredt udvalg af forestillinger på både rumænsk, ungarsk og tysk. Få en unik museumsoplevelse, og besøg Banat Landsbymuseum – et interessant frilandsmuseum, hvor du kan opleve det traditionelle rumænske landsbyliv.