Niš er et dynamisk sted, der giver dig mulighed for at komme væk fra den slagne vej og opleve en autentisk serbisk by med masser af grønne områder, hvor man kan slappe af og lade op. For dem, der drages af det makabre og det usædvanlige, er et besøg i "skelettårnet" Ćele Kula et must. Det blev bygget i 1809 af en tyrkisk general ud af kranierne fra slagne serbiske oprørere og tjente som en advarsel mod fremtidig modstand. I 7. juli-parken tæt ved floden Nišava findes mindesmærker for vigtige lokale personer, hvilket giver anledning til en interessant og lærerig spadseretur. Parken St. Sava i den østlige del af byen er en fredelig park med fontæner, og Čair-parken har brolagte gang- og cykelstier.
Skopje er virkelig en by med noget for alle: skøn natur, kunst, kultur, historie, arkitektur og natteliv. Republikken Nordmakedoniens hovedstad har det hele. Hvis du godt kan lide at bruge tid i naturen, så tag til en af byens mange parker eller grønne områder såsom byparken, som ligger i hjertet af Skopje, og som er den største park i Nordmakedonien, eller parken Žena Borec (der betyder "kvindelig kriger"), hvor der findes en samling af statuer og monumenter. Sammen med andre byer arbejder Skopje på handlingsplaner for grønne byer for at tackle lokale miljøudfordringer og forbedre livet for både beboere og besøgende.
Flere lokalsamfund i den bulgarske hovedstad Sofia har fokus på at holde den historiske by ren – så kom på besøg og giv dem en hånd. Initiativet "Let's Clean Up Bulgaria Together" er med til at opfordre frivillige til at samle affald og holde gaderne rene. I Sofia prioriterer man genanvendelse – hele 84 % af indsamlet affald genanvendes. DiscoverEU-rejsende, som søger naturoplevelser, har muligvis lyst til at tage på vandretur til det imponerende Boyana-vandfald, der ligger lige uden for byen.
Thessaloniki har tidligere været Europæisk Kulturhovedstad, og byen byder på en unik blanding af historiske vartegn, kulturelle traditioner og et velsmagende køkken. Ved hjælp af EU-midler omdannede byen også havnefrontsområdet til et grønt, sundt og hyggeligt sted. Havnefrontsområdet forbinder to af byens seværdigheder, det hvide tårn og koncertsalen, og er det perfekte sted at nyde en gåtur langs kysten ved solnedgang. For DiscoverEU's naturelskere, så ligger Thessaloniki også på Axiou-deltaet, som er et EU-naturreservat, der beskytter de vilde dyr, som bor i vådområderne ved Axios/Vardar-floden.
Velkommen til en magisk by, hvor øst møder vest. Et besøg i Istanbul er en oplevelse for livet. Byen forener århundreders historie med fascinerende seværdigheder og fantastisk mad. I 2021 forpligtede Istanbul sig til en handlingsplan for grønne byer for at tackle miljømæssige udfordringer og gøre byen grønnere til gavn for kommende generationer. Den har også udarbejdet en bytrafikplan, der hjælper de 16 millioner indbyggere med at bevæge sig rundt på en miljømæssigt bæredygtig måde.