Leder du efter de bedste rejsemål ved Middelhavet? Så skal du besøge Nicosia på din DiscoverEU-rejse! Cyperns hovedstad er den sydøstligste hovedstad i EU, og byen har været beboet i over 4.500 år. Her finder du smukke landskaber, lækker mad og en levende kulturscene. Alt til det perfekte ø-hop! I Nicosia skal du tage en gåtur i den enorme park Athalassa National Park og nyde en kop kaffe på en lokal taverna sammen med cyprioterne. Trods de rodfæstede traditioner har Nicosia et mål om at blive en mere intelligent by. Kommunen lancerede Smart City-initiativet i 2018 og er i øjeblikket ved at installere et gratis trådløst netværk med finansiering via Europa-Kommissionen.
Maltas hovedstad Valletta er udpeget til UNESCO-verdensarvssted og var desuden Europæisk Kulturhovedstad i 2018, og byen er en sand skattekiste. På din rejse skal du besøge Upper Barrakka Gardens ved middagstid og se den daglige affyring af måske verdens ældste salutbatteri, som stadig er i drift. Den daglige affyring har fundet sted i århundreder. Du får også en fantastisk oplevelse af byen med Malta Fun Trains. Hvis du tager toget fra St John's Cathedral, kan du på en halv times tur komme til steder, du ikke kan nå til fods. Du kan lære Valletta endnu bedre at kende og få opdateringer om byens kulturelle arrangementer gennem informationsstederne rundt om i byen.
Dublin er Irlands bankende hjerte, hvor alle bliver budt velkommen som en gammel ven. Så hvorfor ikke stoppe der? I Dublin skal du se Dublin Castle, der er fra middelalderen, og tage en spadseretur på Howth Cliff for at se Dublin Bay fra oven. Hvis du vil på eventyr og opleve flere fantastiske udsigter, kan du tage et af togene, der kører langs den irske kyst. Senere på dagen anbefaler vi at tage til en koncert på Dublins ikoniske pub og spillested Whelan's. Dublin blev for nylig kåret til en af verdens mest intelligente byer. Mens du er i den irske hovedstad, kan du genoplade på de intelligente gademøbler, der har integrerede soldrevne ladeporte til telefoner og elcykler, wi-fi, digitale reklamer og intelligente låsesystemer til cykler. Dublin har et unikt 5G-net, der udnytter gadeinteriør såsom skraldespande og lygtepæle til at sikre, at alle i byen kan blive opkoblet. Dublin har også gjort fremskridt inden for tilgængelighed og fik en særlig udmærkelse ved Access City Awards i 2011.
Verdens nordligste hovedstad er også en foretrukken rejsedestination på grund af kulturlivet, nattelivet og de smukke naturomgivelser, som ligger lige uden for byen! Du kan starte turen med at nyde den fantastiske 360-graders udsigt over hele byen fra toppen af den ekspressionistiske kirke Hallgrímskirkja, der tårner sig op over byens centrum. Herfra kan du gå til den ikoniske koncert- og kongreshal Harpa og nyde den imponerende arkitektur. Hvis du vil på shopping, er stedet Laugavegur, der er en af byens ældste gader med utallige butikker, restauranter og barer. Her kan du også prøve de lokale specialiteter, blandt andet hákarl, der er fermenteret haj, og tilbringe aftenen på nogle af byens mest populære barer. Efter en aften i byen er det oplagt at lade op i en af de mange varme kilder. Transporten er ikke noget problem. Du kan bruge din telefon til at tage bussen! Det er bare en af de måder, den intelligente by bruger information, kommunikation og telekommunikationsteknologi til at forbedre livskvaliteten på en bæredygtig måde. Derudover har de lokale myndigheder samlet de kommunale afdelinger, herunder de offentlige forsyningsselskaber, for at forbedre effektiviteten, og digital teknologi bruges til at udnytte geotermisk energi til at drive byen på en grøn måde.