Skip to main content
© Unsplash - Markus Spiske © Unsplash - Markus Spiske

Unge forandringsskabere for en grønnere planet

Seneste opdateret den Fredag, 27/08/2021

I hele Europa går tusindvis af unge på gaden for at opfordre beslutningstagerne til at gøre noget ved klimaforandringerne.

Vi mødtes med en række ungdomsambassadører, der har engageret sig i projekter for at løse disse problemer, på det store Youth For Biodiversity-event, som Kommissionens Generaldirektorat for Miljø afholdt i november 2019. Den grønneste generation nogensinde? Find ud af, hvad de laver, og hvad du kan gøre for at redde planeten.

 

Hvorfor blev de engageret i klimaforandringerne?

 

Hvorfor er denne generation så engageret i klimaforandringerne? De har hørt om klimaforandringer, siden de var børn, og kan selv se, hvordan de påvirker deres hverdag. Nathan valgte at involvere sig i Youth and Environment Europe, en platform, der samler mange europæiske ungdomsorganisationer, som beskæftiger sig med miljøbeskyttelse. Han så lyset, da han så Alperne i sit hjemland smelte.

 

De ønsker alle at gøre noget meningsfuldt med deres liv og har valgt at kombinere deres studier med deres interesse i natur- og miljøspørgsmål. Dette er historien om Alex, som har en kandidatgrad i konservering og er aktiv i en NGO, der bygger bro mellem unge mennesker og politiske beslutningstagere på europæisk plan. "På EU-plan var der ikke mange unge, der deltog i beslutningsprocessen på miljøområdet, og det ville vi gøre noget ved". Sådan blev han engageret i Generation Climate Europe (GCE), en miljøkoalition af de vigtigste ungdomsledede organisationer og netværk, der er aktive på europæisk plan.

 

 

Gør EU nok?

 

EU går stærkt ind for at bekæmpe klimaforandringer på internationalt plan. Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, opfordrede til en europæisk grøn pagt i december 2019. Men er det nok? Og hvad kan EU ellers gøre?

 

"Europa gør en masse på dette område og er førende inden for bæredygtighed og miljøstandarder", siger Corentin, "men det er tydeligvis ikke nok". Han arbejder for, at unge skal deltage mere i beslutningsprocesserne – et mål, som Up for Europe har sat sig for at give unge europæere mulighed for at blive hørt og fremme deres økologiske bevidsthed og engagement.

 

Nadine og Nynke, der har startet Pollinators Ambassadors – et initiativ, der fokuserer på landbrug og biavl uden pesticider – mener, at EU skal støtte unge nystartede virksomheder på området med flere "små finansieringsmuligheder, så lokale projekter også kan starte fra bunden". Bæredygtighed skal integreres i alle EU-politikker og finansieringsprogrammer, tilføjer Monika.

 

 

Hvordan kan vi alle være med til at skabe forandring?

 

Du har flere muligheder for at engagere dig. "Alt hjælper. Jeg ved godt, at det kan føles, som om én person med et skilt ikke kan gøre en forskel rent politisk, eller at det ikke nytter noget, at man som enkeltperson flyver mindre ... men hvis vi alle gør det, så kan det faktisk godt gøre en forskel. Så tro på det, og mobiliser jer", siger Monika fra European Students’ Union.

 

Deltag i strejker, skaf information, involver dig i ungdomsledede NGO'er og lokale initiativer og politik, foreslår Nathan, Corentin og Alex. Vi skal prioritere uddannelse i bæredygtig udvikling højt, så vi kan øge bevidstheden blandt unge, understreger Monika.

 

"Og I må ikke være bange", lyder det opmuntrende fra Nadine og Nynke til unge, der gerne vil starte projekter inden for miljøområdet, "for uanset, hvor urealistiske jeres idéer kan virke lige nu, skal I bare starte med ét lille skridt ... og I behøver ikke at være alene om det".

 

 

Hvad er den europæiske grønne pagt?

 

EU har sat klimaforandringer øverst på sin politiske dagsorden med den europæiske grønne pagt, der blev lanceret i december 2019 af EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Pagten har ét ultimativt mål: at gøre Europa til verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050.

 

Men hvordan gør man lige det? For det første skal man fokusere på de fire hovedområder energi, bygninger, industri og mobilitet og samtidig sikre en inkluderende omstilling, som ikke lader nogen borgere eller regioner i stikken. Virksomhederne vil få hjælp til at blive førende på det globale marked for rene produkter og teknologier. Og kombineret med støtte fra de yngste generationer vil alt blive nemmere at opnå.
 

Læs mere om dette vigtige initiativ her.

 

Bemærk: Videoerne og citaterne indeholder synspunkter fra de unge, der blev interviewet. Kommissionen kan derfor ikke holdes ansvarlig for dem.