Byen Galway, der ligger på Irlands vestkyst i provinsen Connacht, blev tildelt prisen European Green Leaf i 2017. Byer er omkranset af store skovområder, og den irske flod Corrib løber gennem byens centrum, hvilket gør området til et fremragende tilholdssted for vilde dyr og planter og biodiversitet. Dertil kommer, at flere af strandene vest for Galways havn har fået tildelt det blå flag af EU på grund af badevandets høje kvalitet, hvilket gør dem perfekte områder at udforske, f.eks. på en lejet cykel.
Maltas hovedstad Valletta er udpeget til UNESCO-verdensarvssted og var desuden Europæisk Kulturhovedstad i 2018, og byen er en sand skattekiste fuld af smalle gyder og hemmelige haver. Byen har som andre lande i Europa forpligtet sig til at blive kulstofneutral senest i 2050 og stiler også mod at reducere plastforureningen i Middelhavsområdet. Kystlinjen mod den nordvestlige del af Valetta er et Natura 2000-område, der har til formål at beskytte øresvin og uægte karetteskildpadder. Det er et fantastisk sted at snorkle og nyde det smukke liv i havet.
Cyperns største bjergområde, Troodos-bjergene, byder på udfordrende skråninger til vandreture, rolige bjerglandsbyer, man kan slentre igennem, og byzantinske kirker, man kan besøge. Det højeste punkt er bjerget Olympos, som dog ikke er det bjerg, der kendes fra mytologien (det ligger nemlig i Grækenland). Du skal derfor ikke forvente at se nogle af de gamle græske guder, men der er stadig en fantastisk udsigt over det cypriotiske landskab. Troodos-bjergene har både sne om vinteren og varme om sommeren og har dermed noget for alle. Troodos nationalpark er en EU-beskyttet Natura 2000-lokalitet, som hjælper cypriotiske vilde dyr og planter og biodiversiteten med at trives. Sørg for at tage en kikkert med, så du kan se på fugle, mens du er der!
Reykjavík er en vidunderlig by fuld af hyggelige caféer, et kreativt kulturliv og et populært musikmiljø. Takket være Islands vulkanske systemer stammer ca. 85 % af landets samlede energiforbrug fra vedvarende energikilder såsom vandkraft og geotermisk energi. Det betyder også, at der er fantastiske naturlige spabade og termiske bade, som du kan besøge, når du er i Reykjavík. De grønne fordele ved den islandske hovedstad er tydelige. Byen var med i opløbet om titlen som europæisk miljøhovedstad i 2013 og er en af de grønneste byer i verden med 411 m2 grønt område pr. person.