Bonn var hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland indtil 1990. Byens historie er dokumenteret i Haus der Geschichte (historisk museum for Forbundsrepublikken Tyskland), der er et af Tysklands mest populære museer.
Bonn er en kulturelt vigtig by for Tyskland, ikke mindst fordi det var her, den berømte tyske komponist Ludwig van Beethoven blev født. I Bonn finder man også verdens største Beethoven-samling, hvor hans originale partiturer og instrumenter er udstillet i hans barndomshjem.
Strasbourg har en spændende historie. Byen skiftede moderland fire gange på kun 75 år i perioden 1870 til 1945. Strasbourgs centrum er præget af både fransk og tysk indflydelse og er i dag på UNESCO's verdensarvsliste. Byens EU-kvarter blev i 2015 tildelt det europæiske kulturarvsmærke på grund af områdets store betydning for europæisk integration og demokrati, og området byder i dag på fremragende eksempler på moderne arkitektur, blandt andet Europa-Parlamentet.
Når du er i Strasbourg, skal du opleve broen Passerelle des Deux Rives, hvor du kan stå med den ene fod i Frankrig og den anden i Tyskland.
Schengen er en lille landsby i det sydøstlige Luxembourg på grænsen mellem Tyskland, Frankrig og Luxembourg. Her blev Schengenaftalen underskrevet, og dermed blev grænsekontrol ved de indre grænser mellem de fleste EU-lande afskaffet. Ud over EU-landene er også Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein med i Schengenområdet.
I Schengen kan du besøge European Museum, hvor du kan lære en masse om, hvordan Europa har udviklet sig til et forenet kontinent med fælles unionsborgerskab. Den lille by er også kendt for sine mange vinproducenter og vinmarker. Du kan spadsere langs Mosel-floden og opleve de mange vinmarker på en afslappet eftermiddagstur. Schengen blev tildelt Det europæiske kulturarvsmærke i 2017.
Esch-sur-Alzette ligger i den sydlige del af Luxembourg og er landets næststørste by efter hovedstaden. Det er en tidligere mineby, men i de senere år har byen udviklet sig til et kulturelt knudepunkt, og byen var europæisk kulturhovedstad i 2022. Nøglen til byens transformation har været at finde nye anvendelser for de gamle bygninger, blandt andet Blast Furnace Belval i den vestlige del af Esch, som nu huser en del af Luxembourgs universitet, og Rockhal, der er Luxembourgs største koncertsted.
Tournai er en af Belgiens ældste byer, over 2.000 år gammel, og byen var Frankrigs første hovedstad. Notre Dame katedralen med de fem tårne er en imponerende bygning, der er umulig at overse, og den er sammen med klokketårnet, der er det ældste i Belgien, på UNESCO's verdensarvsliste.
Er du historieinteresseret? Så skal du besøge Maison Tournaisienne – Musée de Folklore, hvor du i de 23 udstillingslokaler kan lære alt om den oprindelige lokale livsstil. Du kan også besøge Musée de la Tapisserie et des Arts Textiles, der har en samling på 250 gobeliner, der hver især er mesterværker og nogle af dem helt tilbage fra 1400-tallet!
Maastricht er præget af europæisk tradition, og byen er blevet symbol på den europæiske integration. Det var i Maastricht, at de daværende 12 EU-medlemsstater i 1992 dannede den monetære union, der førte til indførelsen af euroen. Maastrichttraktaten, der i sig selv har fået tildelt det europæiske kulturarvsmærke, indeholdt også bestemmelser om udvidelse af EU's kompetencer til bl.a. at omfatte kultur- og miljøområdet.
Maastricht er en markedsby. Det største marked holder åbent onsdag og fredag, og på andre dage kan du besøge fiskemarkedet, loppemarkedet og et økologisk marked andre steder i byen. I Maastricht skal du smage et stykke Limburgs vlaai, der er regionens traditionelle frugttærte.
I Leiden ligger det ældste universitet i Nederlandene, og Leiden er kendt som "Opdagelsernes By", da mange af verdens banebrydende opdagelser blev gjort der. Big Bang, Mælkevejen og superledere for blot at nævne nogle få.
I Leiden kan du besøge Naturalis Biodiversity Centre, der blev udnævnt til European Museum of the Year 2021 på grund af den imponerende naturvidenskabelige samling. Du skal også sætte tid af til en rundtur i byen for at finde nogle af de over 100 digte på forskellige sprog, der pryder byens bygninger.