Strasbourg er en af de mest cykelvenlige byer i Frankrig og den femtemest cykelvenlige i Europa med 600 km cykelstier, der dækker hele byområdet. Hvis det inspirerer dig til at tage en tur, er det let med Strasbourgs cykeldeleordning med selvbetjening, der har 6 000 cykler til rådighed 24/7. Byen er også hjemsted for Europa-Parlamentet (åbent for gratis besøg seks dage om ugen) og Katedralen Notre-Dame, La Maison des Ponts Couverts, og bymidten er opført på UNESCO's verdensarvsliste.
Med cykelruter på mellem 5 og 13 km er Luxembourg by et fantastisk sted at komme rundt på cykel. Du kan finde ruter gennem distrikterne Kirchberg, banegården og den gamle by samt dalen med Alzettefloden. Det smukke landskab for cykling er måske grunden til, at Luxembourg præsterer over forventning, når det drejer sig om cykelstjerner. Hvis du ønsker at nyde naturen, er det let at slippe væk fra byen på cykel og udforske nogle af landets 600 km cykelruter og 700 km mountainbikeruter. Luxembourg er desuden let at komme rundt i til fods, også for personer med handicap, hvilket blev anerkendt i 2022, hvor byen fik førstepræmien i forbindelse med Access City-prisen (EU's tilgængelighedspris).
Fra det øjeblik, du ankommer til Antwerpens smukke centralstation, vil du blive imponeret over byens imponerende arkitektur. Fra spøjse art nouveau-perler til moderne arkitektur såsom havnehuset, der er designet af stjernearkitekten Zaha Hadid – byen er fyldt med interessante bygninger, hvilket gør den til en fornøjelse at gå rundt i. Antwerpen har også over 500 km sikre og komfortable cykelstier, og byens smarte nummererede krydspunktsnetværk og ruteplanlægger gør det let at navigere, selv for besøgende. Du kan låne en cykel med den lokale cykellejeordning, der har næsten 300 stationer med 4 200 cykler. Det er let at se, hvorfor den er rangeret som den fjerdebedste cykelby i verden.
Hollænderne er berømte for at komme omkring på to hjul, og når du besøger Utrecht, er det let at se, hvorfor cyklen er så populær. Den tredjebedste cykelby i hele verden har 420 km cykelstier og investerer konstant i infrastruktur for at gøre cykling endnu mere attraktivt. Utrechts historiske bycentrum, der består af fodgængerzoner, middelaldergader og billedskønne kanaler, er også dejligt at vandre rundt i til fods og vidunderligt fredeligt. Mens du er der, må du ikke gå glip af at udforske Utrechts unikke kanalsystem i to niveauer. Det lavere niveau blev oprindeligt brugt af købmænd til at losse varer direkte i kældrene, og efter en periode med stilstand er de nu blevet omdannet til hippe caféer, butikker og restauranter.
Alstersøerne, Elben-floden og et væld af parker som Altonaer Volkspark, Öjendorfer Park, Wasserpark Dove-Elbe og Harburger Stadtpark giver Hamburg en ro og tilknytning til naturen, som gør det klart, hvorfor byen var Europas miljøhovedstad i 2011. Ud over at være grøn er det en flad by, som gør den ideel at cykle i på en af de mange cykelstier eller at passere igennem på EuroVelo 3-ruten. Hvis du ikke selv har en cykel, kan du låne en af de prismæssigt overkommelige bycykler. Hamburg modtog en særlig omtale for sit bebyggede miljø i forbindelse med Access City-prisen (EU's tilgængelighedspris) i 2023.
Tag til den danske hovedstad, og du vil se, hvorfor den er kendt som en af de bedste cykelbyer i verden takket være innovative cykelbroer, 546 km cykelstier, cykelsupermotorveje og en forpligtelse til konsekvent at forbedre livet for de 150 000 mennesker, der hver dag cykler til og fra arbejde eller uddannelsesinstitutioner. Mens du er der, kan du forsøge at finde ud af, hvorfor københavnere ofte nævnes som nogle af de lykkeligste mennesker i verden. Det kunne være på grund af nærheden til vand, der kobles sammen med positivt fysisk og psykisk velbefindende, eller den danske hygge. Måske er det livet i Europas miljøhovedstad 2014 med dens mange parker og grønne områder, der løfter folks humør? Du kan overveje spørgsmålet, mens du sidder på en hyggelig café og nyder et stykke wienerbrød. Måske er dét i virkeligheden hemmeligheden bag lykke?