© Monkey Business Images/Canva, 2023
Hvad betyder "hjem" for unge europæere?
Seneste opdateret den Tirsdag, 20/06/2023
<p>Man siger tit, at et hjem er ikke er et sted, men en følelse. Desværre viser de seneste data fra Eurostat (EU's statistikkontor) om unge og boligforhold, at mange unge europæere nok føler sig meget usikre på fremtiden. Lad os se på det aktuelle boligmarked, der møder de unge.</p>
Hvad er situationen?
En ordentlig bolig er en vigtig forudsætning for at kunne gøre de ting, man ønsker, og den er vejen til social og økonomisk sikkerhed. Men de seneste data fra Eurostat viser, at boligforholdene for en del unge europæere ikke lever op til dette.
Det ser ikke lyst ud – priserne er for høje, der bor for mange på for lidt plads og der er en alvorlig mangel på boliger.
Ifølge de seneste data fra 2020 har næsten 28 % af EU's unge (i alderen 15-29 år) prøvet at bo i overfyldte boliger. Dette tal var 1,5 % højere end året før og lå endda højere for unge end for befolkningen som helhed.
Den enorme stigning i boligpriserne påvirker også unge, og når huslejen udgør mindst 40 % af husstandens disponible indkomst, er det en tung byrde. Selv om andelen af unge, der er ramt af ekstremt høje boligpriser, svarer til den, der gælder for befolkningen som helhed, er der en slående forskel mellem de unge, der er i risiko for fattigdom, og dem, der ikke er, når det gælder overfyldte boliger. Blandt dem, der var i risiko for fattigdom, var 40,8 % af de unge ramt af problemet med overfyldte boliger.
Problemer?
Der er selvfølgelig forskel på, i hvilken alder unge ønsker at flytte hjemmefra – gennemsnittet i 2021 var 26,4 år. Der er også en kønsmæssig forskel – unge kvinder forlader tidligere hjemmet end unge mænd. Men bortset fra det er den manglende adgang til økonomisk overkommelige boliger af en ordentlig standard en hindring for, at unge, der har besluttet sig for at flytte hjemmefra, kan frigøre sig og komme i gang med et selvstændigt liv.
Desuden har pandemien forværret de unges udsigter til både bolig og job. De usikre boligforhold påvirker dem, som ikke er aktive på arbejdsmarkedet, eller som er arbejdsløse, fordi de er fanget i en generelt usikker situation.
Arbejdsløshed og uforholdsmæssigt høje boligpriser er således et alvorligt problem, men dertil kommer et andet fænomen, som står i vejen for, at unge kan blive uafhængige. Da unge har tendens til at flytte til de større byer på jagt efter gode muligheder for personlig og faglig udvikling, konkurrerer de også med det stadigt voksende marked for korttidsudlejning til turister.
Det er ikke overraskende, at boligsituationen har enorm indflydelse på deres psykiske velbefindende, som nævnt i en EURACTIV-artikel.
Der er også en anden, mindre åbenlys konsekvens af krisen, som påvirker den kulturelle sektor: unge kunstnere bliver skubbet ud af de store byer på grund af de konstant stigende boligpriser. I storbyerne i hele Europa er kulturlivet nødlidende, fordi kunstnerne har mistet de muligheder, de før havde, for at leve og trives der.
Eurodesk Brussels Link har interviewet Nikolina og Sabri fra ESN, som fortalte om de problemer, som unge oplever, når de søger bolig, og om hvordan disse problemer kan løses.
Hvad kan der gøres?
Der findes ikke nogen enkel eller hurtig løsning til at hjælpe unge ind på boligmarkedet, men der er folk, der som en løsning på længere sigt taler for flere sociale boliger. Det vil sige boliger, som bygges af almennyttige organisationer eller staten, og som derfor udbydes til en lavere pris end de tilsvarende muligheder på det private marked.
Det er vigtigt at sikre, at unge har adgang til et arbejdsmarked, hvor de kan udvikle deres potentiale og få mest muligt ud af deres færdigheder under gode, anstændige arbejdsvilkår. Det betyder bl.a. en rimelig løn, som nævnt i mål nr. 7 i EU-strategien for unge.
EU er også for nylig nået frem til en aftale om nye regler for en rimelig mindsteløn i EU, som forhåbentlig vil gavne unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet og give dem adgang til ordentlige boliger. Der mangler stadig meget for at sikre, at unge har denne adgang, men den indgåede aftale er et skridt i den rigtige retning.