Skip to main content
© European Union © European Union

Skab ungdomsprojekter for at gøre dit lokalsamfund bedre

Seneste opdateret den Onsdag, 30/07/2025

Overvejer du at starte et ungdomsprojekt af unge og/eller for unge, men ved du ikke helt, hvor du skal starte? Vi har udarbejdet denne vejledning for at hjælpe dig med at få styr på det hele, uanset hvor du befinder dig i projektet.

Idéer til projekter: Her er 5 elementer, der er helt centrale for et projekt.

1. Sæt et klart mål

Det kan i første omgang virke skræmmende at skulle få projektidéer, men hvis du tager dig tid til at tænke over, hvad det egentlig er, du ønsker at ændre eller støtte, vil du automatisk finde frem til målet for dit projekt. Målet er den overordnede hensigt med dit projekt – det, du håber at påvirke, og de resultater, du ønsker at opnå. Det er det, der vil føre dig gennem projektet og give dig en vision, du kan stræbe efter, og en retning, du kan gå i. 

2. Intelligente målsætninger

Når du har styr på målet, skal du til at tænke på dine målsætninger. De kan ses som de skridt, du skal tage, og de ting, du skal bruge for at realisere dit mål. Husk også at opstille et S.M.A.R.T-mål for at gøre dine målsætninger nemme at evaluere. Hvis dit mål f.eks. er at skabe en dialog mellem unge og beslutningstagere, kan dine målsætninger være at informere 2.000 unge om, hvordan de kan fremsætte forslag til beslutningstagerne, indlede en dialog med henblik på oprettelse af et permanent høringsorgan osv. 

3. Specifikke målgrupper

Hvem er de målgrupper, du gerne vil inddrage? Er det unge generelt, unge fra en bestemt region eller unge fra en specifik gruppe? Hvor gamle er de, hvad interesser de sig for, og hvilke vaner har de? Vær specifik, når du indsnævrer din målgruppe – så bliver det lettere at definere, hvilke aktiviteter og kanaler, du skal anvende for at nå dem. 

4. Relevante aktiviteter 

Her handler det om "hvordan". Hvilke aktiviteter ønsker du at gennemføre for at opfylde dine målsætninger? Hvis dit projekt handler om at skabe en dialog mellem din regionale myndighed og de unge, kan aktiviteterne omfatte tilrettelæggelse af møder med regionen for at få dem med om bord, en informationskampagne for at informere og engagere de unge osv.

Glem ikke at tilføje specifikke kommunikationsaktiviteter som del af din kommunikationsplan. Den skal besvare spørgsmål som f.eks.:

  • Hvad er dit budskab, og hvad er formålet med din kommunikation?
  • Hvem ønsker du at nå, og hvordan ved du, om du har nået dem?
  • Hvilke kanaler vil du nå dem gennem? 

Sørg for at evaluere dit visuelle materiale og din tekst og gør den læsbar, forståelig og attraktiv for din målgruppe. 

5. Overvåg og evaluer dine resultater

Evalueringen skal ikke bare komme til sidst, men være en integreret del af de forskellige trin i projektet. Ved at evaluere dine resultater er du i stand til at identificere potentielle risici og tilpasse dine metoder og aktiviteter for at sikre, at du når målet for dit projekt. Til allersidst skal du sørge for at evaluere og indsamle feedback fra deltagerne og dem, du har været i kontakt med i forbindelse med dit projekt. Det vil ikke blot hjælpe dig med at forstå, hvordan du kunne have forbedret projektet, men også give erfaringer til fremtidige projekter. 

Har du brug for inspiration?

Der er værktøjer, der kan hjælpe dig med at overveje, hvordan du implementerer dine projektaktiviteter, hvordan du kan gøre dine aktiviteter mere inkluderende og deltagerorienterede, og hvordan du tackler potentielle risici undervejs. 

  • Webapplikationen Q-App hjælper dig med at udvikle projekter af høj kvalitet ved at lede dig gennem de forskellige faser i din projektplanlægning og støtte dig og dit team i at overveje, hvordan du kan gøre projektet bedre. Prøv guiden med 16 trin til det perfekte projekt og se, hvor du lander lige nu.

Hvis du gerne vil have inspiration, kan du altid benytte de følgende databaser – de fleste af dem giver dig mulighed for at lave søgninger, og du kan finde frem til det, der allerede er blevet udviklet i dit land.

Søg efter finansiering

Der er mange ressourcer på lokalt og europæisk plan, som du kan henvende dig til for at få hjælp til at gennemføre dit projekt. Sørg for at konsultere de lokale og regionale myndigheder, besøg deres hjemmesider, eller bed dit nationale ungdomsråd om støtte til dit projekt. 

Her er en liste over EU-programmer, der kan yde støtte til dit projekt:

  • Hvis du ønsker at oprette en uddannelsesbegivenhed eller en ungdomsudveksling, skal du undersøge Erasmus + Key Action 1, der støtter rejse og udveksling blandt unge.
  • Hvis dit projekt omfatter høringer eller dialoger til støtte for politikker i dit lokalsamfund, bør du kaste et blik på Erasmus+ Key Action 3-støtte til politiske reformer. 
  • Måske er du ved at organisere et lokalt projekt med en social dimension – i så fald er Det Europæiske Solidaritetskorps (solidaritetsprojekter) det sted, du skal henvende dig. Dette program finansierer lokale initiativer med en social dimension og støtter også organisationer, der ønsker at være vært for frivillige til deres projekter.
  • Erasmus + Students and Alumni Alliance giver mindre projekttilskud til projekter i Europa vedrørende internationalisering, interkulturel læring og unges mobilitet. 

Du kan også ansøge om privat støtte. Der er flere steder, hvor du kan oprette din egen crowdfunding og bede enkeltpersoner og virksomheder om at hjælpe med at finansiere dit projekt. Europæiske sider som whydonate.eu og Ulule er nogle eksempler, men der er ofte nationale crowdfundingsider, der kan hjælpe med crowdfunding i dit lokalsamfund. 

En anden mulighed er at anmode om sponsorater fra organisationer og virksomheder i din region, som måske er interesserede i at finansiere din idé eller nå ud til den samme målgruppe som dit projekt.

Vi håber, at disse tips vil være en hjælp i forbindelse med oprettelsen af dit projekt. Du er velkommen til at kontakte dit lokale Eurodesk, dit nationale ungdomsråd eller den nationale styrelse for at få mere gratis hjælp.