Skip to main content
© StockSnap © StockSnap

Det mest uundværlige på din rejse

Seneste opdateret den Mandag, 13/11/2023

Næsten klar til afgang! Lige fra rejsedokumenter til sundhedskrav er der her en lille påmindelse om, hvad du behøver på din rejse rundt i Europa.

Dine rejsedokumenter

Der kræves visse former for identitetskort, når du rejser gennem Europa, så sørg for at have dit pas og en anden form for nationalt identitetskort på dig! Husk, at når du rejser til eller fra et ikke-Schengenland, skal du vise dit ID-kort eller pas.

Opbevar disse dokumenter sikkert bag en lukket lynlås. Det er også en god idé at opbevare en scannet kopi af disse dokumenter et sikkert sted, hvor du selv eller en anden person, du kan kontakte i tilfælde af en nødsituation, har adgang til dem, f.eks. via e-mail eller en cloud. 

Skulle du komme i vanskeligheder, kan det være praktisk at kende adressen på dit eget lands ambassade eller konsulat i det land, hvor du rejser. Du kan søge efter deres beliggenhed via Europa-Kommissionens websted om konsulær beskyttelse.

Dit europæiske sygesikringskort

Når du rejser til et andet land, er det en god idé at tænke over, hvad der kan ske, når du er ankommet. Hvis du bliver syg, mens du er væk, er det ikke nok med et ID-kort – du skal have et europæisk sygesikringskort.

Kortet sikrer, at du kan få nødvendig offentlig sundhedspleje, når du er på ferie, studerer eller udfører frivilligt arbejde hvor som helst i EU (samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz), hvis du pludselig bliver syg.

Kortet erstatter ikke en rejseforsikring, men det garanterer dig adgang til lægehjælp i udlandet på samme vilkår og til samme pris som personer, der er forsikret i det pågældende land. 

Rejseplan, eller hvordan du løser gåden

Du kan bruge Rome2Rio som et redskab til at planlægge din rejse. Dette websted viser alle de mulige forbindelser med anslåede priser og forskellige transportmidler. Det videresender dig til transportudbydernes websteder og deres tidsplaner.

Der er også en interessant måde at finde ud af, hvor det bedste sted er at mødes med dine venner eller planlægge et afbræk. Websteder som Shall we meet in the middle, What’s halfway og Meeting halfway giver dig mulighed for at vælge to forskellige lokaliteter og beregne afstanden, ligesom du derefter kan se, hvad der ligger midt imellem de to punkter. 

Roaming og telefonbrug

EU-borgere, der rejser regelmæssigt inden for EU, skal ikke længere betale roaminggebyrer. Du vil være i stand til at bruge din mobiltelefon med SIM-kortet fra dit bopælsland, når du rejser til andre EU-lande, med de samme priser og kvoter for opkald og sms'er, som du har derhjemme. Dog kan datamængden godt variere en smule. 

Det betyder, at du ikke har nogen undskyldning for ikke at holde kontakten og dele dine oplevelser med venner og familie!

Rejs og spar

Et budget er en vigtig del af enhver tur, og det vil glæde dig, at der findes kort, som kan gøre din rejse billigere:

European Youth-kort: Hvis du er under 30, får du adgang til over 60.000 rabatter med dette kort. Søg på Europakortet, og find rabatter ved kulturelle aktiviteter, butikker, transport, måltider og indkvartering.
ISIC Card: Hvis du er studerende, kan dette internationalt anerkendte identitetskort for studerende skaffe dig rabatter på rejser, museer og større turistattraktioner i hele verden. Tjek, hvor du kan få fat i dit kort og dermed adgang til rabatter på omkring 125.000 forskellige steder i næsten 130 lande.
• Hvis du godt kan lide at gå på museum, er det praktisk at vide, at der i nogle europæiske lande for det meste er gratis adgang til de nationale museer (permanente udstillinger). Der findes også ordninger som første søndag i måneden eller en bestemt hverdag med gratis adgang. Som du kan se, findes der altså en række forskellige systemer, og den gode nyhed er, at der er masser af rabatter for unge mennesker – bare lav lidt research på egen hånd for at finde de bedste tilbud, og planlæg efterfølgende dit ophold i overensstemmelse hermed.

Rejseguider

Nu om dage behøver du ikke slæbe rundt på en tung bog på din rejse, for med alle de udgaver, der findes online, skal du bare vælge, hvilken en der passer bedst til din tur:

  • Trip Advisor er virkelig praktisk! Tjek anmeldelser, anbefalinger, priser og åbningstider. Den har også et forum, og du kan finde mange gode forslag fra folk, der allerede har besøgt de steder, som du snart kan komme i gang med at udforske selv.
  • USE-IT står for brugbar turistinformation lavet af unge fra lokalområdet til andre unge. Nogle har også et turistkontor, hovedsageligt drevet af frivillige. Hver USE-IT udgiver et ikke-kommercielt, gratis og opdateret kort for Young Travellers (unge rejsende), der vil guide dig gennem byen på en frisk og sjov måde. På kortet kombineres vigtige seværdigheder med uautoriserede ruter og sjove påhit i området. Du kan få en gratis printervenlig udgave eller en kopi via et infopunkt eller på dit hostel ved ankomsten.
  • Lonely Planet: Du kender muligvis allerede den trykte udgave: Søg efter et land for at se, hvordan du kommer rundt, og hvad du skal besøge.
  • Rough Guide: et verdensomspændende fællesskab, hvor du kan dele dine rejseoplevelser.
  • World travel guide: omfatter lande- og byguider, hvad man skal se og gøre, samt oplysninger om ski- og krydstogtdestinationer.
  • The Culture Trip: Hvor skal du spise brunch? Hvor finder du interessante steder uden turister i byen? Hvad må du bare ikke gå glip af? Udforsk dette websted for at finde inspiration!

Sådan kontakter du EU

Vil du se EU-organerne og -organisationerne på din rejse?
Du har masser af muligheder: 

  • Telefon eller e-mail: Eurodesk er en informationstjeneste for unge, der svarer på dine spørgsmål om ophold i Europa (f.eks. europæiske volontørprogrammer, studier eller praktikophold i udlandet). Du kan kontakte det nærmeste Eurodesk-infopoint via det interaktive kort.
  • Online: Du finder oplysninger på alle EU's officielle sprog på Europa-websitet.
  • Personlig henvendelse: Der findes hundredvis af lokale EU-infocentre over hele Europa.
  • Telefon eller e-mail: Europe Direct er en tjeneste, der besvarer dine spørgsmål om EU. Du kan ringe (gratis inden for EU): 00 800 67 89 10 11 (visse mobiloperatører giver ikke mulighed for at ringe til 00800-numre eller tager muligvis betaling for opkald) eller pr. e-mail.
  • Læs om Europa: Klik dig ind på webstedet EU Bookshop, og få mere at vide om EU.
  • Europa-Kommissionens repræsentationer: Kommissionens repræsentationer fungerer som dens talerør og følger den offentlige opinion i landet. De giver information om EU gennem arrangementer og uddeler brochurer og andre materialer.
  • Europa-Parlamentets informationskontorer: Deres rolle er at udbrede kendskabet til Europa-Parlamentet og EU og at opfordre folk til at stemme, når der er valg til Europa-Parlamentet.

Alarm 

Hvis du har brug for hurtig hjælp fra brandvæsenet, fra en læge eller fra politiet, skal du huske at ringe "112", som er det eneste nummer på den lokale alarmcentral, du kan ringe gratis til i alle europæiske lande.