Tilgængelige rejser
Seneste opdateret den Mandag, 04/01/2021
Rejs frit, og lad dig ikke styre af begrænsninger!
Alle har særlige behov. Især når man rejser, kan det være en større udfordring at opfylde dem. Du forlader din tryghedszone, og du kommer måske ud for uventede situationer. Alle bør dog have mulighed for at rejse til udlandet uden at blive udsat for forskelsbehandling.
For at hjælpe dig med at komme i gang deler vi ud af en række tilgængelige rejsetips og praktisk rådgivning til unge med særlige behov for tilgængelighed. I dette dokument kan du finde nogle råd om tilgængelige rejser i EU.
Men du er naturligvis ekspert i dit eget liv! Der er mange forskellige typer af handicap, og alle personer er forskellige. Du er velkommen til at tilpasse de følgende tips efter dine behov og finde din egen måde at opfylde dine behov på.
- Planlæg! Det reducerer risikoen for overraskelser. Prøv om muligt at bestille din rejse på forhånd, så du har tid til at undersøge tilgængeligheden på og omkring det sted, du ønsker at besøge. Jo mere velorganiseret og velforberedt du er på din rejse, jo mindre stresset bliver den, fordi du ved, hvad du kan forvente. Hav en plan B klar for alle tilfældes skyld.
Hjemmesiden Pantou tilbyder en pålidelig og omfattende international guide til alle former for tjenester til tilgængelig turisme. Oplysningerne på denne hjemmeside kan hjælpe dig med at planlægge din rejse. Det er selvfølgelig ikke den eneste hjemmeside med oplysninger om tilgængelig turisme, og da ingen hjemmeside kan tage højde for alt, bør du altid søge på internettet og undersøge forskellige kilder.
- Stil masser af spørgsmål om tilgængelighed, og giv udtryk for dine behov. Det er f.eks. ikke alle, der har den samme opfattelse af, hvad "kørestolsadgang" betyder. Logoer og mærker, der angiver tilgængelige ruter, steder eller tjenester, kan variere fra land til land. Måske har du allerede befundet dig i mange situationer, hvor du troede, at et sted ville være tilgængeligt, for senere at finde ud af, at det ikke var tilgængeligt for dig.
Ring til receptionen på det overnatningssted, du overvejer, inden du booker, og vær specifik omkring dine behov. Det er meget lettere at forklare, hvilken hjælp du har brug for, når du taler med en person, der arbejder der. Du kan endda bede dem om at sende billeder, hvis du ikke er sikker på, om overnatningsstedet er egnet for dig.
- Undersøg den offentlige transport, inden du rejser. Kan du let komme rundt på destinationen? Kan du benytte alle transportformer eller kun nogle af dem?
Hvis du planlægger at tage toget (eller en anden form for offentlig transport), er det en god idé at ringe til det offentlige transportselskab en eller to dage i forvejen, så de ved, hvilken form for hjælp du har brug for.
Svagtseende eller blinde vil måske bliver overraskede over de muligheder, de lokale transportselskaber tilbyder. I London er der f.eks. kort med stor skrift, der er udviklet af Royal National Institute of the Blind. Og i Paris har man udviklet en hjemmeside med et klart fokus på blinde. Spørg det lokale transportselskab, og find ud af, hvilke muligheder de kan tilbyde dig.
Hvis du f.eks. rejser med kørestol, kan du finde rejseguider med kørestolstilgængelighed om Amsterdam, Berlin, Bruxelles, Bukarest, Gibraltar, London, Madrid, München, Paris og Prag online. Men der er også andre hjemmesider. Husk altid at gøre dit forarbejde.
- Tag altid en mappe med vigtige medicinske dokumenter med dig. Ligesom alle andre skal du sørge for, at du er dækket. Husk at ansøge om et europæisk sygesikringskort, og tag det med. Alle EU-lande anerkender det, og det er nyttigt i nødstilfælde.
Desuden kan du også overveje at medbringe en skrivelse fra din læge om din generelle helbredstilstand og den medicin, du bruger, og din rejseforsikringspolice. Papirdokumenter og en digital sikkerhedskopi kan være nødvendig i nødstilfælde.
- Instruer din rejseledsager, inden du tager af sted, så han eller hun ved, hvad der skal gøres, hvis der sker noget (f.eks. et epilepsianfald).
- Øv dig på nogle sætninger om dine behov på det lokale sprog. Hvis du f.eks. lider af fødevareallergi, kan det være en god idé at notere de ingredienser, du ikke må spise, på det lokale sprog (eller måske kan du indtale en talebesked). Du kan spørge i receptionen på dit herberg/hotel, om det, du har skrevet/indtalt, er forståeligt. Accessible Travel Phrasebook (gratis) vil måske være en hjælp.
- Hvis du tager din servicehund med dig, skal du være opmærksom på, at ikke alle tjenesteudbydere i EU-landene kender til EU-lovgivningen om servicehunde. Af og til vil du måske stå i en pinlig situation, hvor du ikke må tage din hund med, fordi den anses for at være et kæledyr. Vær opmærksom på, at dette ikke er korrekt. Din servicehund er ikke et kæledyr, og du har ret til at tage den med dig, uanset hvor du er.
Og når du booker overnatning, skal du sikre dig, at personalet er klar over dette.
- Hvis du har brug for at medbringe hjælpemiddelteknologi, skal du sørge for at placere den i din håndbagage og tage den frem, når du passerer sikkerhedskontrollen, og fortælle medarbejderne om det på forhånd. Det vil spare dig tid.
- Medbring dit handicapkort. I nogle europæiske lande har handicappede et handicapkort, der giver dem en række fordele i forbindelse med museer, overnatning, kulturelle begivenheder osv. Tag dit med – måske giver det dig adgang til rabatter!
- De bedste oplysninger om tilgængelige rejser kommer fra andre, der selv har rejst. På internettet deler mange bloggere ud af deres personlige erfaringer og praktiske råd. Bliv inspireret af dem! Gruppen Accessible Travel Club på Facebook har tusindvis af medlemmer, der rejser med handicap. Her kan du finde alle former for information ved blot at stille dine spørgsmål!
- Del ud af dine erfaringer! Desuden er det vigtigt, at du deler dine egne erfaringer med andre! Fremtidige unge DiscoverEU-deltagere vil f.eks. have stor gavn af dine erfaringer, hvis du deler dem online (f.eks. i vores Facebook-gruppe).
- Vær fleksibel og positiv! Du kommer sandsynligvis til at skulle håndtere uventede situationer. Brug din energi på at finde løsninger på de problemer, du støder på undervejs.
- Accepter dine egne begrænsninger. Det er OK at have anderledes behov. Du skal selv finde ud af og beslutte, hvordan din rejse skal være, inden for dine egne muligheder og begrænsninger.
- Vær opmærksom på dine rettigheder som passager i Europa. Som handicappet eller person med nedsat mobilitet har du ret til at rejse og få hjælp, når du rejser i Europa med fly, tog, skib, bus og rutebil. (Du kan finde oplysninger om dine rettigheder på Kommissionens hjemmeside om passagerrettigheder her).